Fra drømmehest til mareridt
Snorri var en drøm og i vores øjne af alt, hvad den islandske hest skal være: Smuk, intelligent, stolt, kraftfuld, nervefast og med imponerende bevægelser. Han var dog også hingst med alt hvad det indebærer af problemer og udfordringer, og da det blev mere end vi kunne håndtere, blev han kastreret. Det blev begyndelsen på et regulært mareridt.
Han var skabt til de store vidder og ville have været fantastisk som stodhingst på Island, hvor hingstens opgave er at forsvare sin flok, bedække sine hopper og holde andre hingste på afstand.
Men han var født i Danmark og blev først og fremmest købt som min datters kommende konkurrencehest – og selv om det oprindelig var meningen at lade ham forblive hingst, så var han en testosteronbombe uden lige, der hadede alle andre hankønsvæsner – inkl. mænd. Var der en hingst i nærheden eller en hoppe i brunst, glemte han alt omkring sig – også sin rytter, som var min dengang 18-årige datter – og på folden sloges han for at dræbe.
Uden for hoppesæsonen kunne han derfor kun se frem til et ensomt liv på en fold for sig selv. Det var langt fra optimalt, og vi blev enige om, at lade ham kastrere. Han var bedre tjent med en liv som vores to øvrige heste havde – på en vallakfold, hvor han kunne danse, løbe og lege med de andre “drenge” på gården. Han skulle have det bedste.
For bag den brutale, hormon forstyrrede adfærd, gemte der sig også en helt vidunderlig, intelligent og følsom hest, der gav os alt og ydede mere end man kunne forlange. Hans psyke var stærkt, og han elskede nye udfordringer. Hertil var han smidig som en gummibold og havde de mest fantastiske bevægelser. Vi var derfor sikre på, at vi havde fundet den perfekte hest, som både på og uden for banerne ville give os begge uendelig megen rideglæde.
Dyrlægen blev tilkaldt – til ham og til tre ungheste, som stod opstaldet samme sted som vi. Dyrlægen vidste godt, at Snorri var 6 år gammel, men gik alligevel – uden at advare os imod eller forberede os på de komplikationer en kastration af en 6-årig hingst kan medføre – i gang med en stående kastration.
Grim oplevelse
Det er med væmmelse jeg tænker tilbage på den dag, hvor Snorri blev kastreret. Det var en såkaldt stående kastration, som foregik i en stald og blev en ualmindelig grim oplevelse. Snorris bitestikler var næste lige så store som de rigtige testikler, og dyrlægen asede og masede for at “bide” sædstrengen over. Selve kastrationen tog meget lang tid, og efterfølgende var han flere måneder om at hele ordentligt op. På trods af, at vi var meget omhyggelige med at holde ham ren, gik der nemlig betændelse i såret, så han måtte på pencilen og sterilvaskes hver dag. Det var en kamp, for han ville under ingen omstændigheder lade os komme til mellem benene – hvilket vi dengang anså for at være naturligt nok. Han var jo trods alt forholdsvis nyopereret.
I dag ved vi bedre, og kunne jeg gøre det om, så var han blevet kørt på dyrehospital, lagt ned, kastreret i sterile omgivelser og syet forsvarligt efterfølgende. Efter kastration fik han arvæv på og omkring sædstrengen (sædstrengsfibrose – også kaldet sædstrengsadherance), og hertil satte der sig en nerve i klemme i arvævet. Han havde smerter i lysken svarende til en diskusprolaps, sagde den med omhu valgte dyrlæge, der først halvandet år senere opererede ham og fik ham lettet for de værste smerter.
Læs artiklen: Stående eller liggende kastration? >>>
En deprimeret hest
De første 6-8 uger efter kastrationen gik med rekreation, vask og efterbehandling. Snorri var trist. Hans virile livsglæde forsvandt – hvilket den jo et eller andet sted også skulle – og kloge mennesker i vores omgangskreds fortalte os, at en hingst godt kan blive deprimerede efter en kasteration. Det lød jo plausibelt nok, men det var ikke den forandring, vi havde håbet på, og vi var hverken kloge nok eller erfarne nok til at se, at det i virkeligheden var et tegn på, at noget var helt, helt galt.
Han fik dog til dels det hesteliv, vi havde ønsket for ham. Da han var helet, kom han på fold med vores to andre vallakker, hvilket gik over al forventning. På trods af, at han stadig var meget hingstet, respekterede han og underkastede sig vores gamle stilfærdige vallak, Frami, og det begyndte så småt at gå fremad med humøret . Han blev dog ved med at holde sig for sig selv og deltog ikke rigtigt i leg og det sociale fællesgnubberi.
Det lagde vi ikke så meget i dengang. Alle heste er jo forskellige, og Snorri var som før nævnt meget hingstet. Med tiden blev han også flokkens leder, og var der fare på færde, så stillede han op. Han var stadig glad for hopper og gjorde sit yderste for at slå naboens drilske Jack Russel terrier ihjel, når den løb ind på folden for at lege. Vi fik også gang i ridningen igen, og han var glad, når han blev redet ud. Men han havde mistet sin gnist og sin power, og han blev ved med at have problemer af forskellig art, som både vi, mere erfarne hestefolk end os, og en række dyrlæger misfortolkede.
Underlige problemer
Det lumske ved sædstrengfibrose er, at de tegn, der antyder, at der er noget galt, er små og mange og kan have mange andre årsager. Kun hvis du ser dem samlet, får du mistanke om sædstrengsfibrose, og der skal en rimelig erfaren dyrlæge til for at opdage det.
Det er så nemt at være bagklog. I dag, hvor vi kan se tilbage på et langt forløb og ved en hulens masse om sædstrengsfibrose, kan vi sagtens se de tegn, Snorri havde. Men dengang anede vi ikke, at der overhovedet var noget, der hed sædstrengsfibrose. Alle de dyrlæger, vi tilkaldte, overså også signalerne, og på internettet og i bøgerne var det ikke meget hjælp at hente.
Nu gjorde det heller ikke situationen nemmere, at Snorri havde en ekstrem høj smertetærskel (det har mange islændere). Han bed blot tænderne sammen og bød sig til. Han elskede jo at komme ud, og han gjorde virkelig, hvad han kunne for at være den hest, vi ønskede.
Men der var også ting, han “nægtede” – og her må jeg rose min datter, Anne Kathrine, som blev ved med at fastholde, at der var noget helt galt. Han var ikke bare “dum” eller “modvillig” (det er der sjældent nogen heste, der er), og selv om jeg bandede over de mange dyrlægeregninger, så bøjede mig for hendes stædighed og sikre fornemmelse for dyr og tilkalde dyrlægen gang på gang – dog uden at det hjalp.
Det var først da Anne Kathrine fik kontakt med en anden hesteejer på nettet, som genkendte de problemer, hun beskrev, at der endelig kom lidt skred i tingene.
Arvæv i mellemkødet
Et af de sikre tegn på sædstrengsfibrose er markant arvæv i mellemkødet, fortalte den hjælpsomme hesteejer på nettet.
Nu var det ikke lige sådan at stikke hånden ind mellem benene på Snorri og undersøge, om han havde arvæv i mellemkødet. Siden kasteratioen havde han markeret kraftigt, at vi skulle holde os væk fra det område. Han var ellers en meget velopdragen hest, men på det punkt gav han sig ikke, lagde ørerne og løftede bagbenet let og markerede: “Hold jer væk!”
Det var derfor sin sag at mærke efter, men nu ville vi være sikre. En holdt i grimen, en anden holdt en baghov, og forsigtigt sneg vi hånden ind. Fornemmelsen af mellemkødet blev sammenlignet med de andre vallakker, og der var da forskel. Men på ingen måde markant forskel.
Det var lige før, vi tudede af skuffelse!
Alligevel blev dyrlægen tilkaldt, for nu begyndte vi trods alt at lægge to og to samme. Der var gået næsten halvandet år siden kastrationen, og der havde ikke været andet end problemer. Ridemæssige problemer, men også skader, der opstod “ud af den blå luft”.
Dyrlægen kom og måtte bedøve ham for at få lov til at undersøge ham ordentligt. Der var rigtig nok ikke så meget arvæv at føle, og hun var lidt i tvivl. Men vi blev alligevel enige om, at han skulle lukkes op, så vi kunne se, hvad der var galt.
Og naturligvis tjekkede jeg ikke forsikringen, inden jeg bestilte tid på dyrehospitalet. Han var både liv-, dyrlæge- og uridelighedsforsikret, så jeg var sikker på, det var alles interesse, at han kom oven på igen.
Men det var det ikke …
Læs artiklerne:
• Ingen sikre tegn på sædstrengsfibrose >>>
• Dækker din forsikring? >>>