Den nye hest i flokken må finde sin plads

Vi har altid haft vores heste opstaldet ude. Det fungerer godt for os, men selvfølgelig skal man kunne indordne sig. Det samme gælder for hesten. Den skal lære sin plads at kende i flokkens hierarki, ellers går det galt.

Tekst: Inge la Cour
Foto: Camilla Poulsen ©

Ikke alle heste er lige gode til at begå sig i en flok. Andre er helt fantastiske. Det ses meget tydeligt de dage, hvor der fx skal en ny hest ind på folden.

Sådan en dag havde vi i søndags, dér, hvor vores heste bor. Camilla skiftede sin lidt for rolige hest ud med en yngre og mere fyrig model, og som altid var de øvrige hesteejere samlet for at se på – og for at være der, hvis det blev nødvendigt at gribe ind.

Uha, hvor han er smuk, den nye – og sikken en selvtillid! 4 år gammel og fuld af krudt og energi. Han tøvede ikke et øjeblik, gik forventningsfuldt ud på folden og rundt og hilste på sine nye foldkammerater. Det så rigtig lovende ud. De gamle ignorerede ham, de, der ligger nederst i hierarkiet, jagede ham væk, og de, der ligger højere, hilste pænt og bød ham velkommen.

Førerhesten holdt sig for sig selv og så umiddelbart ud til, at være fuldstændig ligeglad. Med den adfærd signalerede han “ro på” til hele flokken. Men ud af øjenkrogen så han alt, hvad der foregik. Han er forholdsvis ung, ham her, så vi var lidt spændte. Men det gik lige efter bogen.

De usikre heste
Da de indledende øvelser var overstået og alt så ud til at ånde fred og ro, blev den nyankomne “kontaktet” af de usikre heste, dvs. de heste, der ligger nederst i hierarkiet eller de, der er ved at skifte plads. Det var også fuldstændig efter bogen. Der blev hvinet, løftet forben og stejlet lidt, men det gik hurtigt over i leg. Først da legen blev for voldsom – i dette tilfælde, fordi den nye ikke ville underkaste sig – greb førerhesten ind. Han gik roligt hen til gruppen af diskuterende heste med ørerne en anelse bagud, og straks fortrak de usikre og overlod den nye til ham.

Alle ventede spændt på, hvad der nu ville ske. Den nye stod og så lidt fjollet og forpustet ud. Men han var langt fra træt, og hvad gør man så, når man kun er 4 år og ikke ved bedre. Jo, man dasker da bare til førerhesten og håber, han vil lege.

Det ville han heldigvis, og hu-hej, hvor det gik op og ned og i fuld fart rundt på folden.
Men heller ikke over for ham, ville den nye underkaste sig. Den rejste sig gang på gang og satte tænderne i ryggen på den anden, legen blev voldsommere og voldsommere, og lige pludselig
gik det galt. Den unge snurrede rundt og sendte et par bagben lige i ansigtet på førerhesten – og så var det ikke leg mere.

Den kloge førerhest
I de næste 10 minutter blev der sparket røv og skreget og hvinet i vilden sky – og som nybagt hesteejer har man mest af alt lyst til at fare ud med pisken og skille dem ad. Det er det værste, man kan gøre. Selvfølgelig skal man gribe ind, hvis en af hestene bliver skadet, men får de ikke afklaret, hvem der bestemmer, så fortsætter kampen, når skaderne er helet. I en hesteflok er der kun én, der bestemmer – og i en islænderflok er det den klogeste.

Er førerhesten både klog og stærk, så klarer den selv både at lede og banke lømlerne på plads. Men en førerhesten kan også være en ældre hest, der er klog nok til at lede flokken, men ikke stærkt nok til at slås. Den har så et “tæskehold”, som tager sig af det grove, og det kan også fungere.

Den værste løsning, er en dum førerhest, som bare er stærk og får magten på folden ved at banke alle de andre. Det vil umiddelbart se ud som om den leder flokken. Men de andre heste respekterer den ikke. De er bange for den, og de er generelt utrygge, fordi de ikke har tillid til, at den magter den vigtige opgave som leder – fuldstændig som vi andre har det med en dårlig leder på en arbejdsplads ;o)

Førerhesten i denne historie er ikke dum, og han er stærk nok til at klare paragrafferne selv.

I naturen var den unge blevet sparket ud af flokken, indtil den havde forstået, at den skulle opføre sig ordentligt. Her var der et hegn i vejen, så den unge blev sparket ind i et hjørne – hvorefter førerhesten forlod den. En god førerhest har ikke til hensigt at skade den anden hest, bare fortælle den, at den skal opføre sig ordentligt.

Det fattede den unge dog ikke, og den gav ikke op. Men efter kort tids kamp, stod den igen i hjørnet. Tredje gang, den gik til angreb, blev den også sparket ind i hjørnet, og fjerde og femte gang. Så gav den endelig op og stod og så lidt ensom og fortabt ud, for ingen af de andre heste blander sig, så længe kampen står på. Den må derfor pænt vente, til den bliver “hentet” af førerhesten – og det gør den. For heste bærer ikke nag, og kamp handler om opdragelse og flokkens overlevelse, ikke om at de hader hinanden.

Dagen sluttede da også, som den skulle. Roen blev genoprettet, og de kunne begge puste ud.

Tak for lån af de skønne billeder, Camilla Poulsen,
og tak for en endnu en dejlig dag i stalden.